Prometheuskonceptet er en blanding af de mest effektive teknikker indenfor Muskelenergiteknik (MET), Myofascial release og Strain-Counterstrain. Disse teknikker er igennem 15 års praksis modificeret, forenklet og effektiviseret af undertegnede således, at resultatet er en blid og skånsom behandlingsmetode for bl.a. folkesygdommen “ondt i ryggen”. Også andre lidelser i bevægeapparatet kan med held behandles.

Det, der behandles på, er de små intervertebrale muskler, dvs rotatorerne og mm intervertebrale, dvs de små muskler, der forløber mellem 2 nabohvirvler og over et enkelt facetled. Deriblandt også de suboccipitale muskler, der ligger mellem de 2 øverste nakkehvirvler og kraniet. De større muskler kan patienterne oftest behandle selv efter instruktion med strækøvelser og evt massage.

Musklerne lokaliseres igennem den fejlstilling og funktionsnedsættelse af facetleddene, de medfører. Herigennem kan den kontrakte muskel lokaliseres og palperes og ved specifik lejring af patienten tilstræbes den for musklen mest afslappede stilling. Behandleren beder nu patienten om at aktivere antagonisten (muskel med modsat virkning ) og går specifikt med fingren ind i spændingen og følger den efterhånden som den løsner eller flytter sig. Herved er det muligt at få en total release frem.

Det drejer sig således om en meget specifik behandlingsmetode, der udelukkende virker på de små intervertebrale muskler. Det er en teknik, der kan anvendes under alle forhold, og der er ingen risiko for forværring af evt anden sygdom. Ikke engang svær osteoporose eller cancermetastaser er en kontraindikation.

Teknikkerne har således intet at gøre med manipulation med thrust-teknikker, som kiropraktorer typisk anvender.

Der er anvendt mange ressourcer rundt omkring på at undersøge discus’ rolle i patogenesen ved folkesygdommen “ondt i ryggen”. Jeg mener, al klinisk erfaring taler imod, at discus har nogen større rolle her. Tydeligst kan det illustreres ved, at incidensen hos børn og unge med ondt i ryggen er af en sådan størrelse, at folkesygdommen “ondt i ryggen” simpelthen ikke kan være en degenerativ lidelse. Desuden har adskillige undersøgelser vist, at undersøger man en gruppe mennesker, der aldrig har haft rygproblemer, med en scanning, så vil 30-35% af disse have forandringer af prolapskarakter. Det vil sige, at også hos rygpatienter vil mindst 30-35% af scanningerne være falsk positive. Alligevel opereres mange af dem. Der foretages derfor alt for mange operationer og der ses alt for mange ryginvalide, også blandt helt unge, der aldrig skulle have været opereret. Desuden er den officielle og forkerte sygdomsmodel af en sådan karakter, at patienterne gives forkerte råd, og at de må vente meget lang tid på speciallægeundersøgelse og røntgenundersøgelse, begge dele tidsspilde. Det er dyrt for samfundet og, ikke mindst, dyrt for patienten selv. Frustreret søger patienterne over på det alternative marked, hvor plattenslagere står i kø for at udnytte situationen.

En mere logisk forklaring, der respekterer patientens egen oplevelse af sygdomsforløbet, er, at langt de fleste tilfælde af folkesygdommen “ondt i ryggen” skyldes de småtraumer og forkerte bevægelser eller løft, ryggen udsættes for ved de aktiviteter, vi har. Ryggens funktion er en kompliceret mekanisme, der inddrager 150 led og utallige muskler. Det kan ikke undgås, at nogle af de bevægelser, vi udsætter den for, resulterer i småskader i form af en forstuvning eller en forstrækning En normalt fungerende ryg kan selv reparere sådanne skader, hvis den får ro til det. I et moderne samfund er det ikke altid muligt, fordi vi skal nå så meget, og kroppen må så kompensere for vores pligtfølelse ved at spænde også de større muskler for at immobilisere området. Resultatet bliver ikke alene et fastlåst led, som ikke kan indgå i ryggens normale funktion, men også en dårlig funktion over et større område, ledsaget af hurtigere trætbarhed og evt smerter ved bestemte bevægelser. Visse bevægelser bliver dermed hæmmede, og det medfører en øget belastning på andre led, der dermed er i større risiko for at blive skadet. Ganske langsomt har en dysfunktion i et enkelt led, som kun udløser beskedne gener, derfor en tendens til med tiden at brede sig. Større muskler inddrages i dysfunktionen, både for at aflaste ikke-fungerende om-råder, men også fordi nerverødderne på deres vej fra rygmarven til alle afkroge af kroppen kan blive klemt af større eller mindre muskler og dermed medføre øget spænding i de muskler, der forsynes fra de pågældende klemte nerverødder. Denne neurofysiologiske mekanisme blev først beskrevet i Cannons lov om denervations hypersensivitet. Walter Cannon (1871-1945) var professor og fysiolog på Harvard Medical School. Han var den første, der udviklede begrebet homoestase og ligeledes den første, der beskrev fight or flight mekanismen til at beskrive et dyrs reaktion på fare.

Den canadiske læge C. Chan Gunn taler om usunde nerver og supersensitivitet i perifere væv. Gunn bruger en teori fremsat af Cannon og Rosenblueth, som overordnet siger: når en nerve beskadiges og ikke fungerer optimalt, bliver den supersensitiv og opfører sig uregelmæssigt. Den øgede sensibilitet medfører bl.a. at der ved stimuli sker en forlænget varighed af irritationen (super-duration of response), samt at irritationstærsklen for at genere et aktionspotentiale er lavere end normalt (hyperexcitability). I forbindelse med kroniske muskuloskeletale problemer har Gunn brugt ovenstående forklaringsmodel. Gunn kalder nervesmerter i forbindelse med beskadigede nerver for "neuropatiske smerter". Gunn fremhæver bl.a. følgende karakteristika ved "neuropatiske smerter":

1: Hypersensibilitet af huden (især i påvirkede dermatomer)

2: Allodyni, dvs overdrevet reaktion på ellers ikke-skadelige stimuli

3: Autonome reaktioner (Vaso-sudo-pilo-motoriske påvirkninger samt trofiske forandringer, pga. øget sympaticus aktivitet)

4: Muskelforkortelse og hævelse af senefæster Disse fænomener er alle karakteristiske for dysfunktioner i ryggen.

Alene undertegnede har undersøgt og behandlet mere end 7.000 patienter de sidste 12 år. Det vidner om metodens succes og effektivitet, at der aldrig er anvendt anden markedsføring end mund til mund metoden.

Skrevet af Stig Thomsen, Prometheusterapeut, læge